Selskab på kontoret og en stor fed smiley

Halløj alle sammen og velkommen til ugens Riga nyt!

I mandags startede første hverdag i oktober, og dermed startede min nye kollega Kerija også. Jeg er derfor ikke alene om at varetage alle handelskontorets opgaver mere, hvilket passer mig udmærket. Selvom det er fedt med ansvar, har det til tider også været lidt skræmmende med alt dette ene ansvar, da jeg stadig ser mig selv som ny og trods alt kun som praktikant. Eksempelvis blev jeg pludselig bedt om at udarbejde et rådgivningstilbud til Siemens, der vil have 9 vindmøller herover. Her må jeg nok tilstå, at jeg var ret blank… Et er, at jeg aldrig har lavet et tilbud uden hjælp, ligesom jeg ingen anelse har om, hvad lettisk miljølovgivning siger. Da Letlands miljølove viste sig kun at eksistere på lettisk, var sagen ligesom klar og jeg fik grønt lys fra handelsrådets formand i Finland til at lade opgaven vente på Kerija.

Det er skønt med selskab på kontoret igen og Kerija er altså bare lige min smag af en kollega J Vi er ret enige om, hvordan biksen skal drives, ligesom vi er enige om, at musikken skal fyres op, når vi bare sidder med skrivearbejde J I forbindelse med Kerijas ankomst, må jeg dog også tilstå, at det er lidt specielt, at man som praktikant skal sidde og oplære handelsrådgiveren, der egentlig burde fungere som ens nærmeste leder. Det, at Ambassaden i Riga er så lille, gør uden tvivl, at man som praktikant har ligeså meget ansvar som de fastansatte. Det er derfor absolut ingen fare for, at man bare bliver ”praktikanten”… Det er skønt men nogle gange måske også en anelse for meget.

Mit projekt med Energi- og miljømessen nærmer sig – om to uger og messen går i gang. Som koordinater og arrangør af denne danske fællestand håber jeg virkelig, at de tre danske deltagende virksomheder får noget ud af messen, således det bliver en succes for alle. Utrolig så meget der egentlig skal tilrettelægges for sådan få fire dage: hotelreservationer, stand design, ambassadør middag, indbydelser til potentielle kunder, fribilletter til virksomhedernes partner og meget mere. Heldigvis tror jeg snart kun, at vi mangler at købe småkagerne til standen + jeg mangler at købe et par nye stiletter til Ambassadørmiddagen, og så er det hele forhåbentlig klar… - Det kan man da kalde småtingsafdelingen J

Mutti og fatti kommer på besøg samme weekend som messen, hvilket er lidt uheldigt i forhold til min tid, men er sikker på, at vi får det hele til at flaske sig. Jeg har sørget for messefribilletter til mor og far, ligesom jeg har aftalt med Per og Kerija, at jeg under messen selv styre min flekstid og dermed ikke befinder mig derude alle fire dage. Det bliver virkelig godt med besøg og input hjemmefra – jeg glæder mig. Da jeg skype’ede med far i går (I læste rigtig far har lært at gå på Skype selv som i går, hvor mor var på arbejde) begyndte vi allerede at lægge planer for deres Riga visit. Vi blev enige om, at han og jeg skal ud og køre bobslæde, hvis banen er åbent. Uden for Riga er en kæmpe professional bobslædebane, som det forhåbentlig kan lade sig gøre at bestille en tur på. Som Daddy sagde: ”Vi to plejer godt kunne lide noget med fart, så kan mor stå for videokameraet” J Ud over bobslæde satte far mig også på en anden opgave: ”Find ud af hvad du ønsker dig i søndagspakker”… Juhu selvom størstedelen af december måned ikke er i Danmark, betyder det ikke, at jeg mister søndagsgaverne. Søster har allerede leveret hendes årlige stak under hendes besøg, hvilket far nu også har afsløret, at ham og mor gør (Ha ha håber ikke det var en overraskelse mutti, dem har far ikke altid været gode til)

Inden mor og far besøg får jeg dog endnu et fantastisk besøg. Kristina kommer nemlig allerede på Riga visit næste uge J Det bliver så tosset godt med en Kristina-Kamilla genforening J

Ud over arbejde har min uge budt på hverdags-ligegyldige-ting som svømmehal og træningscenter. Selvom body bike ikke er sagen i Riga, er jeg ved at blive ret glad for nogle af de andre hold, som træningscenteret tilbyder… og jo mere rutineret jeg bliver, jo mindre unødvendig opmærksomhed skaber jeg også på holdene J

Onsdag efter job var jeg til åbningen af ”Nordic-Baltic design event”. Det er en udstilling, hvor de nordiske og baltiske lande alle udstiller. Da åbningsudstillingen var en udstilling af danske stole, skulle vi som dansk ambassade selvfølgelig være repræsenteret, ligesom Per skulle holde tale. Temaet for hele dette event er ”White out”, hvorfor alt er hvidt – også disse mange flotte og meget specielle danske stole. En virkelig spændende udstilling, som jeg hel klart skal se igen, når nogle af de andre lande lukker op for deres del af udstillingen. På torsdag har den finske ambassade eksempelvis inviteret os til deres del af udstillingen.

Fredag var Kerija og jeg på landbrugsmesse. Vores formål med at besøge denne messe var, at vi ville se, om det var en messe, som kunne være en mulighed for danske virksomheder at deltage i fremover. Det fandt vi ud af, at det ikke var. Det var en temmelig lille messe, og måske ikke så forretningsagtig, da størstedelen af de besøgende var private. Men forretningsagtig eller ej vi hyggede os på messen, selvom den dog kom til at koste mig katastrofal kvalme.

Der var smagsprøver på en masse landbrugsvare. Først møder vi en honning bod, hvor Kerija spørger, om jeg ikke skal smage. Honning har jeg aldrig kunne fordrage, så tilstår og siger, at jeg ikke bryder mig om honning. Herefter kommer vi så til en marmeladebod, hvilket normalt også er en no-go Kamilla Fuglsang. Kerija tager for sig af marmeladen, snakker med manden i boden og fortælle mig om, hvor godt et produkt dette er. Marmeladen er orange, det var ikke appelsin men derimod nogle bær, som jeg ikke før har set. Her tænker jeg så, at det heller ikke kan passe, at jeg skal være så kræsen… så lad mig da bare prøve at smage på denne fantastiske marmelade. Jeg tager derfor en af bodens plastic teskeer og stikker i glasset. Marmeladen rammer min mund og selvom jeg ikke vil betegne det som fantastisk, vil jeg sige, at det godt kunne gå an. Det kunne dog kun gå an, indtil jeg vil smide min plastic teske ud. Her erfarer jeg, at jeg er kommet til at tage en marmelade ske fra den krukke, hvor man skal smide de brugte skeer i... Fy for Sa...! Det kan godt være, at marmeladen ikke gav mig kvalme, men det gjorde denne opdagelse derimod. Jeg så straks et billede af, hvordan en gammel lettisk mand med manglende og rådne tænder havde brugt denne teske før mig. Denne marmelade-teske kvalme varede ved lige meget hvad, jeg efterfølgende puttede i munden. Først efter en tandbørstning ved hjemkomst følte jeg mig igen kurreret.

Messedeltagelsen gav også Kerija og jeg vores første køretur i den nye ambassadebil – og hold nu op en sindssyg oplevelse. De tidligere praktikanter og Niels havde advaret mig om, at Janis kan være en crazy chauffør, men på mine andre køreture har jeg intet selv bemærket… måske fordi Per har været med. Det fik jeg dog lov at mærke nu. Janis lagde ud med at sige, at de om en uge sætter nye fartfælder op i Letland. Disse nye fartfælder er produceret i Tyskland og meget bedre end de tidligere. Vil man derfor have chancen for at køre stærkt, skal man gøre det inden da…. – og det er en chance, som jeg skal love for manden udnyttede. Generelt kører de bare sind sygt i Letland og her er en ambassadebil ingen undtagelse. Vi var så tæt på at ramme en bus, at både Kerija og jeg nåede at lave det store gisp, men heldigvis var Janis hurtig på aftrækkeren og undvig... men jeg kan jo også ligeså godt gå i trænning, min far og jeg elsker jo fart - Citat Preben Koldbro Kristensen :)

I går var jeg med til at sætte Guinness rekord i ”The biggest human smiley”. Kerija havde fortalt mig om denne happening, hvorefter jeg straks var besluttet på, at jeg måtte opleve det. Uden for Riga by ved et af de store indkøbscentre skulle forsøget finde sted. Niels kunne desværre ikke lokkes med, så jeg måtte tage turen selv. Da jeg kom der ud stod en kæmpe kø af mennesker. Vi fik alle udleveret et gult eller sort regnslag, hvorefter vi skulle tage opstilling i en smiley. Der blev taget luftbilleder af os og dermed ny Guinness rekord. Jeg synes ideen var genial, selvom jeg indrømmer, at det var lidt kedelig at stå og vente i sit gule regnslag alene. Det tog nemlig sin tid at få alle disse mennesker organiseret i en smiley… men det lykkes og blitzene blev klikket af. Da blitzene først havde glimtet kunne jeg ikke vente med at komme ind i det store indkøbscenter. Et center jeg ikke før har været i og samtidig havde jeg haft godt tid til at studere skiltet med centerets butikker under smiley opsætningen. Tilsyneladende meget bedre butikker end det center, som der ligger tæt på lejligheden. Efter fotograferingen styrtede jeg derfor mod centerindgangen, hvilker ¾ dele af den øvrige smiley også gjorde. Dermed stod man lige pludselig endnu engang i kø, som var det Rivegilde i Salling- forskellen var bare, at der her ikke var nogle tilbud, der gav anledning til denne menneske mængde – men derimod kun en fed stor smiley.... jeg faktisk i denne situation ikke synes, var så happy mere :)

Jeg har fundet en lille You-Tube video fra dette Smiley event- længden, bare af denne video, kan måske være med til at beskrive ventetiden for mission smiley. Men ventetid eller ej koncepter var genial idé, hvis man spørger mig.

http://www.youtube.com/watch?v=HJJPsXRigEw

Jeg fik trods Rivegilde tilstande tjekket centeret og der er helt klart potentiale for shopping – så muligvis en fantastisk beskæftigelse når Kristina Madsen kommer J

Kamilla Fuglsang- Riga.