Ny læring, Sigulda og Nike-Riga-run

”Søndagsnyhederne godaften – vi starter med at vende blikket mod Riga og vores udsendte medarbejder Kamilla Fuglsang…… Kamilla er du der? ”

Det tror jeg nok, jeg er J – klar til at berige jeres liv med input, der i bund og grund er ret ligegyldig information for jer, men jeg er nu glad for, at I gider skrue nettet ind på mig alligevel J

En arbejdsuge gik – en uge hvor jeg har haft god tid til at tænke projekttanker, da jeg ud over at have været værtinde for en videokonference ikke har præsteret meget andet end lidt mail skriveri. Forresten styre jeg efterhånden det tekniske videokonferenceudstyr ret godt - vi havde kun lidt problemer med lyden denne gang… og jeg havde problemer med at finde en ”mute-knap” på fjernbetjeningen, som var ikke eksisterende. Inese kom mig heldigvis til undsætning ved at bruge turn- up knappen, og så var vi kørende. Først da vi finder løsningen på den manglende lyd efter 5 min med dyb forvirring, fornemmer vi, at de andre deltagere i konferencen har kunnet høre og se hele vores u-tekniske-kvinde diskussion om den manglende lyd, og endnu værre, de har også hørt Ineses’s ”Oh we just have to turn up”

Selvom arbejdsmængden ikke har været stor, har det bestemt ikke været kedeligt på job. Jeg har jo fået mig en mig kæmpe ”aha-oplevelse” i forhold til projektet – en ”aha-oplevelse” der har drejet mine første projektidéer en del men gudskelov ikke en ”aha-oplevelse”, der lader hele projektidéen falde til grund. Jeg siger gudskelov, fordi jeg netop har måtte investerer i 5 bøger og bedt Vibevej sende en bogpakke fra Danmark - det er ikke let uden bibliotek – men der findes en boghandler ret tæt på lejligheden, hvor de også har lidt engelske bøger, selvfølgelig ikke dem jeg skal bruge, men de gør et forsøg på at bestille dem hjem til mig… Ja og dermed runder vi nok også kuffert nummer 3, når jeg engang skal hjem J

Min ”aha-oplevelser” går på, at jeg (og Niels) synes kulturen på ambassaden var meget underlig og ikke mindst forkert i starten. Folk virkede ikke særlig imødekommende. Når Niels og jeg sad og spiste vores frokost på den sædvanlige restaurant, var der ikke nogle af de lettiske kollegaer, som ville sidde ved vores bord på trods af ledige pladser osv. Samarbejde oplevede vi ikke i særlig høj grad – i stedet passede alle sit uden indblanding. Jeg husker en dag, hvor Niels havde fri, og jeg tænkte, at jeg ville spørge Ineses, om vi skulle spise ”lunch together?” – hvortil jeg fik svaret: ”I’m not going out for lunch today”. Her er det, man som dansker begynder at tænke ”lugter jeg?”… Eller måske tænker man mere, i hvert fald som nordjyde: ”Det var li’ godt growe- kan hun ikke li mig?”

Sagen er, at jeg synes, det var en meget uvant virksomhedskultur og ledelsesstil, som jeg slet ikke forstod. Jeg gjorde derfor mange tanker om, hvordan dette kunne ændres, så vi kunne få mere samarbejde, sammenhold og alt det, som jeg forbinder med en god virksomhedskultur. Mine idéer var mange: ”fælles frokost bragt til ambassaden, fællesmøder, fælles breefings, vidensdeling osv.”

Men men men nu til ”aha”- I denne uge begynder jeg at researche og finder artikler om virksomhedskulturer i Øst Europa, Letland med mere. Her gør jeg mig så den erfaring, at de i Letland synes, at mine tanker om god virksomhedskultur er ligeså mærkelig, som jeg synes deres er – og hvis jeg indførte fælles frokost-tanken ville jeg næppe blive populær (i hvert fald ikke, hvis man spørger den ældre generation i Letland. Ungdommen er anderledes, da de er vokset op under hel andre forhold). I Letland er man ifølge den gamle generation meget individuel på jobbet og bryder sig ikke om at involvere sine kollegaer alt for meget i privatliv og small-talk. Folkene er opgaveorienteret og derfor er arbejde og privatliv stærkt adskilt. En lette ville ikke gå ud og tage en drinks med en kollega en fredag aften, da det kan ødelægge det professionelle arbejdsforhold. De befinder sig bedst i et top-down system med korte og præcise ordre fra lederen osv.

Kort og godt alt det, der strider imod det, som vi lærer på uni. Når man tænker på, at det kun er 20 år siden, at landet blev uafhængige fra det Sovjetiske styre, er det måske slet ikke så mærkeligt- så langt har jeg bare ikke haft tænkt før denne uge. Mit projekt har nu drejet sig, så det i stedet for at fokusere på forandringer af den nuværende kultur på ambassaden, har fokus på, hvordan man forener to virksomhedskulture, der er så forskellige – hvis man overhoved kan det?

Anyway status er: 1. Ny spændende projektvinkel 2. Juhu jeg lugter ikke og Inese kan godt lide mig. 3. Øv der røg den firma julefrokost J

Nu har jeg lært den lettiske kultur at kende og så må det være tid til at komme videre på rejsen… Nej vel ingen Riga uden en rapporter. Det jeg gerne vil sige er bare, at dette også har været ugen, hvor Niels, Thea og jeg har bestilt flybilletter og hotel og dermed en rejse til Skt. Petersborg. Vi mangler dog stadig visum, før vi kan kalde os rejseklar. Et visum vi har haft lidt bøvl med, men forhåbentlig falder det hele i hak. For at komme til Rusland skal man have en invitation og derefter et visum. I stedet for at købe os til dette, har vi selvfølgelig udnyttet vores ambassade position, og fået Det Danske Generalkonsul i Skt. Petersborg til at inviterer os – 500 kr. sparet der. Problemet har så bare været, at det ikke er nogen hurtig sag at få dette visum og invitation i hus, da det også skal igennem det russiske udenrigs ministerie. Da Niels og jeg snart skal til Tallinn er vi ret afhængige af vores pas og derfor må de russer meget gerne skynde sig. Fredag kom der heldigvis gode nyheder fra Skt. Petersborg – invitation skulle være her mandag, hvorefter vi skal ned og ordne det endelige visum på den russiske ambassade her i Riga. For at sikre os, at denne proces går hurtigt, har vi heldigvis allieret os med en underskift og et brev fra Per om, at dette er ”emergency”… eller i hvert fald noget i den dur J

Det har vist sig, at dronningen og prins Henrik er på visit i Skt. Petersborg nødagtigt samtidigt med os. I den forbindelse gjorde vi endnu et forsøg på at drage fordel af vores Ambassade-positionen. Niels fik skaffet sig regentparrets program gennem Per – og fik samtidig skrevet til Generalkonsulatet, om vi også kunne få en invitation til den kongelige Galla-middagen fredag aften. Desværre rakte vores fordele ikke så langt – de er vel bange for at lukke pressen ind i form af min rolle J Er vi heldige kan vi dog forsøge at få et glimt af dronningen til et af de officielle gøremål i Skt. Petersborg – man kan jo ligeså godt tage alle oplevelserne med.

Onsdags var aftenen, hvor Niels og Kamilla var ude at fejre, at vi har 1-månedsdag med Riga. Eller det blev vores anledning – egentlig gik vi bare på restaurant, fordi vi var så trætte og alt for dovne til selv at lave aftensmad – jaa og så havde jeg lyst til at aflægge vores yndlingsspisested Raja (en fantastisk indisk restaurant, der næsten er vores nabo) et visit. Niels viste sig at være meget nem at overtale, og mens vi sad så der, erfarede vi, at det præcis var 1 måned siden vi ankom – og så var dette festmåltid jo pludselig hel lovligt.

Lørdag var vejret alt for lækkert – 30 grader. Niels og jeg smurte sandwich og tog en togtur til Sigulda, hvor Letlands Nationalpark er. Vi fik vandret i skov, set gamle slotte, ruiner, grotter og fik en svævetur over skoven med svævebane. En herly tidsfordrivelse i sommervarmen.

I dag har været dagen, hvor jeg har løbet endnu et løb. Jeg havde tilmeldt mig en 10 km til Nike Riga Run, der er et stort løb i den store bypark Meza. Nu vi snakker om motionen, kan jeg for resten også berette om, at dette har været ugen, hvor jeg har kastet mig ud i at prøve nye fitnesshold i træningscenteret – hold der heldigvis har haft lidt mere dansk karakter end bodybike. Jeg har afprøvet et mave-ben holdet kaldet ABL og en omgang styrke/motionstræning i form af holdet Fatburner.

Til ABL fik jeg da virkelig taget plads i front- lidt uheldigt, når man foruden at være uerfaren heller ikke forstår lettisk. Da jeg kom ind i holdsalen i sidste øjeblik, havde alle de lettiske damer smidt træningsmåtter over alt – men midt på gulvet var en solstråle af en plads, som jeg tænkte, måtte være min. Pladsen var jo perfekt – lige i midten af salen, sjovt ingen andre havde taget den. Men det viste sig, at det ikke var så mærkeligt. Da instruktøren kommer, ligger hun hendes måtte lige foran mig på midterpladsen – og dermed ligger jeg så timen igennem 3 cm fra instruktøren med directly øjenkontakt, hvilket også er okay, hvis man forstod, hvad hun sagde. I stedet var jeg en rimelig klumpet frontfigur, der altid var sekunder efter instruktøren, da jeg først skulle lure hendes øvelser- og når jeg så endelig havde fat i dem, skiftede hun (og den øvrige sal så position) ... ja og så kunne jeg starte forfra. Men jeg opgiver ikke – det skal nok komme… og nu ved jeg så også, at en instruktør i Letland ikke tager plads ved musikanlægget, som de ville gøre i Danmark. I stedet er midterpladsen altså instruktørens – og ikke Kamilla Fuglsangs (det sætter de øvrige holddeltager nok pris på, at jeg husker) J

Fatburner var tilgængelig meget bedre, fordi instruktøren tog særhensyn til mig, da jeg denne gang omgående fortalte hende, at jeg ikke forstod lettisk – og derefter var der translation på resten af timen- ret cool service, selvom det også medfører, at man får rimelig meget opmærksomhed timen igennem til trods for, at jeg denne gang ikke havde taget nogen midterplads J

De 10 km i dag gik vist hel godt – den præcise tid ved jeg endnu ikke, men det skulle gerne blive oploadet her engang http://www.nikerigarun.lv/en/results, så jeg venter … og endnu engang ved jeg, at min tid bliver Ineses første spørgsmål på mandag- der er tilsyneladende nogle emner, som man snildt kan small-talke om, hvilket gang på gang sætter mig under pres J

Mit løb sluttede virkelig af i bedste Nynne stil. Da jeg har passeret målstregen og fået pulsen ned, er det tid til at tage et kig på de mange sportsboder med tøj osv. (Præcis som vi kender fra kvindeløbene i Danmark) Jeg erfarer, at virkelig mange mennesker går rundt i en ”Riga-Nike-run 2011” t-shirt, der faktisk er ret lækker. Hmm kunne det være en af grundene til, at man skulle betale 80 kr for at deltage – man får en ny løbe t-shirt? Jeg skyndte mig selvfølgelig hen og spørge en af arrangørerne – men ak, t-shirten kunne købes for 100 kr. Da jeg så vil til og med sporvognen hjem fra Mezapark, erfarer jeg, at der ved udgangen er en kæmpe kø hen til et stort telt. Jeg ser folk afleverer deres startsnummer, hvorefter de får en orange plasticpose med et Nike logo. Arh tænker Kamilla Fuglsang – juhu man får en godtepose ligesom kvindeløbene derhjemme – og det var jo oven i købet en godtepose så stor, som de plasticposer man får, når man køber ny vinterjakke. Jeg stillede mig derfor glædeligt og spændt op i den store kø. Hver gang der blev udleveret en pose, kiggede jeg nysgerrig i håb om, at folk straks ville begynde at hive godterne op af deres poser, så jeg kunne se dem. Folk led virkelig ikke af den samme ”lad os se, hvad der er i posen spænding”, som de danske kvinder gør, hvor de straks hiver den ene vareprøve op efter den anden. Men der er jo kulturforskelle – så ingen alarm, min egen nysgerrighed blev bare større og større. Endelig min tur og jeg skyndte mig at give den unge pige i boden mit startsnummer. Hun smuttede om til hylderne med alle poserne, der oven i købet var afmærket med løbsnumre. Kamilla Fuglsang tænker her ”Arh ligefrem afmærkning med startsnummer, bad de mig egentlig oplyse t-shirt størrelse ved tilmeldingen? For så ligger den lækre t-shirt jo heri”. Jeg fornemmer pigen ikke kan finde nogle pose med mit nummer, og ser hvordan hun tilkalder hjælp, så der pludselig står 3 mennesker og roder efter nr. 2159 blandt alle poserne. Jeg når selvfølgelig at gå i panik og tænker, at det da bare er typisk. Der er gået kludder i deres udlevering og nu går det selvfølgelig ud over mig- en anden deltager har fået pose nummer 2159.

Hmm hmm her rammer en tanke mig så – ”fuck det her er en gaderobe”. Folk har indleveret deres tasker her, hvorefter deres personlige ejendele er blevet smidt i Nike poser, hvor man har skrevet deres nummer på. Den tanke blev hurtig til en realitet - SÅ pinligt!! Selvfølgelig kan jeg ikke kalde de tre frustrerede garderobefolk op, da de har travlt i deres søgen efter min pose. Jeg får fat i en anden garderobedame, og spørger hende, om hun ikke kan hive fat i de tre folk derhenne. Endelig kigger den ene op fra alle poserne, jeg får øjenkontakt med hende og råber ind i teltet:” Sorry – my friend had already got my bag – I didn’t know”.. og så drejede Kamilla Fuglsang hurtigt om.

Jeg skyndte mig ned til sporvognen – og sluttede lige endnu engang af i bedste Nynne stil. Foran mig i sporvognen står en stor mand og køber sin billet. Hans størrelse gør, at jeg ikke kan komme ind i sporvognen, men står og venter i døren. Her ved jeg så ikke, hvad der går galt. Enten lukker de døre i sporvognen selv efter et vist antal minutter eller også kunne chaufføren ikke se mig for den billetkøbende fyr. Resultat: Jeg blev lukket i klemme midt i sporvognsdøren. Om det var mig eller chaufføren, der blev mest forskrækket ved jeg ikke – men det gjorde da egentlig pænt ondt. Husker hvordan søster og jeg engang oplevede, at en hund blev lukket i klemme i døren med bus nr. 74 (Dronninglund- Aalborg). Dengang synes vi, at det var sjovt, men efter selv at have fået sådan en klemmer, kan jeg da egentlig godt have lidt ondt af den gravhund. Heldigvis er jeg udstyret med solide knogler, og chaufføren fik hurtig åbnet døren, hvorefter jeg fik sendt ”Jeg-er–okay-smilet” rundt til alle passagerne samt chaufføren. Herefter satte jeg mig ned på første sæde, der fald i mit syn, og tænkte: ”Av for Sa…” Pt. Tror jeg bare, at jeg holder mig inde døre resten af aftenen J

Kamilla Fuglsang _Riga

På lørdagstur til Sigulda ( og ja jeg beklager solbrillerne - hvem der bare havde vist, at der findes sol i Riga og derfor pakkede solbriller hjemmefra. Jeg har måtte tage til takke med et par billige Riga-briller)