Efterår, søsterhygge og Spa

Halli hallo Kamilla Fuglsang er klar med Latest news. Jeg beklager forsinkelsen – men der har simpelthen været så meget på programmet, at updaten til jer har måttet vente. Det har naturligvis ikke været med god samvittighed, men trøst jer med at jeg er tilbage og klar til at gøre brug af min ytringsfrihed J  Sidste uge har været ugen, hvor Kamilla Fuglsang har haft sin første logerende gæst i Riga og hvor har det da bare været ALT for skønt… Så lad mig starte med at takke min besøgende søster for nogle fantastiske dage!

Søsser kom fredag aften, så inden da må vi hellere lige gå ugens øvrige begivenheder igennem.

Mandag var dagen, hvor jeg efter job havde en ”pige/jente-date” med den norske praktikant Thea. Oprindeligt var det en tøsetur, indtil at Thea berettede om, hvad en tøs betyder på norsk (tøs=luder)… derefter blev det en pige/jente tur J Vores aftenshygge gik ud på en tur i biograf – og ved I hvad, I gætter aldrig, hvad vi så? Aftenens program stod på danskfilm i form af Hævnen af Susanne Bier (In A Better World), da de i Riga har filmfestival, hvor der løbende vises oskarvindere eller andre klassiske film. Jeg siger bare total hjemmebane fordel… Da de i indgangen til biografsalen ville give Thea og jeg hovedtelefoner, kunne vi stolt sige, at dette ikke var nødvendigt. Dermed sad alle letterne med hørebøffer, mens Thea og jeg stolt kunne sidde som normale biografgæster uden tolkeservice J Følelsen af dansk film i Letland var fantastisk, ligesom filmen var fantastisk… dermed ren win-win. Må indrømme, at det er en stor fejl, at jeg specielt som dansker ikke har set denne film tidligere, men godt en nordmand så kunne lokke mig med J

I denne uge er vi begyndt at kunne mærke efteråret og kulden i Riga. ”Jamen så skru da op for radiatorerne”….- Jep sådan tænkte jeg også- men jeg blev klogere. Det er vist ingen nyhed, at jeg altid har været lidt af en frossenpind, hvilket specielt Vibevej kender til, da jeg uanset hvor varm huset har været, altid har haft en fast numsevarmeplads ved radiatoren i køkkenet. Men ser I, det kan man tilsyneladende godt glemme alt om i Letland. Da jeg ville fyre op i lejligheden, skruer og skruer jeg på radiatorerne - men uden resultat.  ”Ork sådan noget lort, de virker ikke!”….. Jo Kamilla Fuglsang de virker, men i Letland kan man ikke bare skrue op for radiatorerne, når man selv lyster. Man må vente til en fællesdato, hvor sluserne åbnes for hele opgangen- og den dato kan åbenbart snildt være længe undervejs. Ifølge letterne er vi bare forvente forkælede danskere med et rent luksus-problem. Jeg holder derfor fra nu af min mund og sætter pris på lejlighedens to el-radiatorer og fyrfadslys J

På Ambassaden er min situation dog hel anderledes- min situation, fordi jeg stadig passer biksen på Handelskontoret alene indtil d. 1. oktober. Ambassaden er en gammel historisk bygning og dermed også kold… og der er derfor også rift om stedets el-radiatorer.  Øverste oppe på kvisten har jeg dog ingen problem med kulden. Som den eneste etage i bygningen, har handelskontoret klimaanlæg. Jeg troede faktisk, det kun var til nedkøling i sommervarmen, men jeg er blevet klogere. Ved at trykke på fjernbetjeningen fik jeg pludselig indstillet dette anlæg til 30 grader. Da jeg frøs overvejede jeg måske ikke helt, hvor meget 30 grader egentlig er og da opvarmningen skete gradvist, bed jeg vist ikke hel mærke i, hvilket subtropisk klima jeg var ved at skabe. Det var der dog andre, som kunne gøre mig opmærksom på. I onsdags havde Ambassaden besøg af en masse samfundsfagslærer fra Silkeborg Gymnasium, der skulle høre et politiskoplæg fra Michael. Disse lærer havde selvfølgelig benyttet lejligheden til at tage et kig rundt på Ambassaden, og uventet går min dør derfor pludselig op. ”Hold nu kæft her er varmt” og kommentarer i den dur møder mig straks… og her går det så op for mig, hvor varmt der egentlig er. ”Kamilla Fuglsang – velkommen til Handelskontoret –nej ikke Randers Regnskov men Handelskontoret”. Jeg kunne ikke få mig selv til at åbne vinduet, mens de var der, da jeg gjorde alt for at få fokus væk fra dette indeklima… men så snart sidste mand var ude af døren, fik jeg da lige givet gråspurvene lidt varme eller måske nærmere meget varme J

Onsdag aften havde Michael, Niels, Thea, den finske praktikant Jannika og jeg en hel del af disse gymnasielærer med ude og se Is hockey. Is hockey hernede er det samme, som Super Ligaen er i Danmark, hvis ikke større og hallo, hvis ikke Kamilla Fuglsang skulle være med på beatet og rapportere disse kampe, hvem skulle så? Michael er ægte Dinamo Riga fan, og jeg har givet løfte på, at jeg skal være det samme under mit ophold i Riga – og dermed er Kamillas sæson på is stadion skudt i gang.

Fredag skulle jeg stå min prøve som tour-guide/rejsearrangør.  En læregruppe fra Horsens Produktionshøjskole havde spurgt om Ambassadens hjælp til planlægning af deres studietur til Riga. De ønskede at besøge en produktionsskole i Riga. Da Per er en travl mand, havde han sat mig på denne opgave. En produktionsskole kunne det ikke blive til, da en sådan skole simpelthen ikke findes i Letland. De lokale på Ambassaden forstod slet ikke dette koncept, da jeg spurgte om deres hjælp. I stedet havde jeg fået arrangeret et besøg på Rigas jobcenter, hvor de ville holde et foredrag om arbejdsløse med særlig fokus på unge.  Herefter havde jeg skaffet lærerne en rundvisning på Riga School of arts and Crafts, da jeg tænkte, at denne skulle havde mange kreative fag, der var sammenlignelige med de fag, som Horsens Produktionsskole ifølge deres hjemmeside tilbød.  Fredag startede min arbejdsdag derfor på AirBaltic Hotel frem for Ambassaden. Her skulle en bus og jeg hente de 30 lærer. Turen klappede og var så perfekt, lærerne var interesserede og klar med gode spørgsmål. Vores besøgssteder var spændende og værterne her var super. Dagen sluttede af med både ros og gave fra ”mine turister”, så alt i alt en rigtig god oplevelse, selvom den vist ikke er særlig studierelevant set i perspektivet af den merit, som dette praktikophold giver J Men jeg synes nu det var super – flere af de opgaver tak J

Efter en vellykket arbejdsdag ventede endnu et højdepunkt fredag- nemlig ankomsten af søsser Bine. Trods flyforsinkelser kom hun sikkert frem og jeg stod klar i lufthavnen. Hvor var det dog et godt gensyn. Vi tilbragte vores første aften med en omgang aftensmad med Niels på vores yndlings restaurant Raja. Herefter var der bare ren søster-hygge i lejligheden med bland-selv småkager (Jep hernede har man bland-selv småkager i alle supermarkeder, ligesom vi har slik derhjemme).

Lørdag skulle vi mødes med en gruppe business-folk med tilknytning til Top Danmark. De afholdte deres årlige seminar i Riga, hvorfor Per havde holdt et oplæg for dem aftenen før. I den forbindelse havde jeg/Per fået sat en aftale i stand om, at søs og jeg kunne komme med denne gruppe på turist tur lørdag. Tur -programmet bød på en guidet rundtur med lokalguide i Riga, en sejltur på kanalerne og til sidst en 3-retters frokost inde i byen. Ikke en dum tur at tage del i og en smart måde at sikre, at søs fik set alle must-see  seværdighederne i Riga J

Ellers brugte vi lørdag på shopping, hygge, hygge og mere hygge. Søndag startede vi ud med en omgang Bodytoning i mit fitnesscenter. Søs er jo fast træningsmakker hjemmefra, så naturligvis måtte vi have en omgang træning. Søstrene blev sat på prøve, da det viste sig, at denne bodytoningtime også var en kombineret step-time. Ha ha så de ikke vante step søstre fik sig en sag for.  Jeg takker det tidligere lille Regions-team og kusine Lotte for vores step-sæson… det hjalp mig lidt, da en mambo osv. heldigvis hedder det samme på både dansk og russisk ( nej det er ingen fejl -  timen var på russisk. 30 % af befolkningen hernede er russere, så dermed er der også hold i fitnesscenteret, som der specifikt tilgodeser deres behov).

Efter træning og endnu en turisttur i Riga City, var vi med Thea og Niels ude at bowle, hvorefter vi sluttede dagen af med aftensmad og hygge.

Mandag havde jeg taget fri fra job, så søs og jeg kunne nyde endnu en dag sammen. Dagens program stod på Wellness og spa. Vi tog toget ud til Jurmala, som er rich-man kvarteret med en lang smuk strand og store villaer. Derudover ligger her det ene spahotel efter det andet. Eftersom Wellness og spa er billigt i de Baltiske lande, er det noget af et besøgt turistmål. At vi kom rigtigt af toget, var nærmest et held. Jeg har været i Jurmala én gang før og havde i den forbindelse bildt mig selv ind, at der var et togstop, der hed Jurmala. Af den årsag var jeg derfor hel afslappet. Når toget viste Jurmala på stop skiltet, skulle vi jo bare hoppe af. Da toget holder efter 11 stop, kigger jeg pludselig ud af vinduet og går i panik, da jeg mener, at jeg har været på dette sted før. Stedet hed dog ikke Jurmala men mit flash-back til dette sted får mig til springe op fra sædet. Jeg stiller mig i togdøren og spejder forvildet ud. Pludselig går damen bag mig i panik, da hun skal ud og jeg derfor spærrer indgangen. Jeg blev derfor nødt til at hoppe ud – og vil råbe om hjælp ved konduktøren. Men i samme minut fløjter toget og kører af sted. Trine er heldigvis i sin forvirring hoppet med mig ud. Straks begynde jeg at udtænke løsninger og bliver enig med mig selv om, at vi må tage en taxa fra dette stoppested og videre til det rigtige. Men men men kald det bare held, da vi finder en turistinformation og spørger om hjælp, viser det sig, at vores wellness og spa hotel, som jeg havde booket behandlinger ved hjemmefra, blot var 5 minutters gang væk. Vi kunne derfor slappe af igen, finde noget middagsmad og derefter indtage paradis.

Baltic Beach Hotel var klar til os med behandlinger kl. 14. Det er et 5-stjernet hotel lige ned til stranden med 500 spa og wellness behandlinger på kortet… Lækkert? Det tror jeg nok J

 Ugens Nynne blev i den grad leveret af søster. Da vi kommer hen til Wellness afdelingen bliver vi mødt af en mand, der skal være vores Spa-master. Spa-masteren beder os gå ind i omklædningen, mens han vil vente på os. Bine og bill-søstrene var meget imponeret, sikke et omklædningsrum der bare osede af luksus. Inde i skabet hænger en morgenkåbe klar, ligesom der er tøfler og håndklæde. Kamilla opdager, at der også er en lille plasticpakke, som der ligner et hårnet. Hun siger derfor til Trine, at man ski også skal have hårnet på. Trine aka Bine er hurtig i sin omklædning og straks er hun iført bikinien, morgenkåbe og ”hårdbånd”. Ja for det var altså ingen hårnet men et hårbånd.  Mens jeg selv klæder om, ser jeg, hvordan Trine stolt tager billeder af sig selv iført sit nye spa-suit. Da jeg vil pakke hårbåndet ud, har jeg en del problemer med at se, hvordan dette skal fungere. I min bøvlen efter at finde fidusen i hårbåndet finder jeg så pludselig ud af, at det ikke er et hårbånd, men derimod en g-streng J Ha ha og der står Bine så med denne g-streng i håret. Jeg måtte simpelthen udbryde: ”Ej for fanden Bine det er en g-streng”, hvorefter søs meget hurtigt fik rykket sit ellers så fine ”hårbånd af” og desværre også slettet alle hendes look-at-me-billeder J Efter grineflippet har lagt sig opstår næste bekymring: ” Skal man virkelig bære denne lille sag frem for sin bikini?” Vi diskuterer frem og tilbage, hvorefter konklusioner bliver, at vi må spørge spa-master. Kamilla må derfor åbne døren på klem, men kan ikke kan se spa-master i døråbningen, hvorfor hun vælger at satse. Kamilla stikker derfor blot en finger ud med en papirs g-streng på, rømmer sig og siger højt ud i ingenting ”Excuse me do we have to wear this?” hvorefter jeg heldigvis høre spa-master svare ”Wear what you prefer”. Vores valg var dermed taget og bikinien forblev på, selvom vi ikke slap. Senere under behandlingen blev vi beordret til at skifte til ”hårbåndet”, da vi skulle smøres ind i en body-maske af honning og havregryn, så der var ingen vej uden om. 4 timer senere var søstrene klar til at forlade dette fantastiske sted, efter at have stiftet bekendtskab med en behandling kaldet et russisk bad, fodbehandling samt bryn og vipper. Et sted jeg forhåbentlig ikke har stiftet bekendtskab med for sidste gang – Det er en gentagelse værd J

I dag forlod søs Riga og en arbejdsdag kaldte for mig.

Kamilla Fuglsang –Riga.

 Kamillas debut som Dinamo Riga fan

 Ugens optur- Søster Bine på besøg i Riga

 Med Top Danmark på tur

 Kamilla og hendes absolut yndlings veninde i Riga - den dansende bedstemor

 Søndags bowling

 Kamilla viser kontoret frem

 Weekenden bød på Gulerods-festival i Riga

 Et lille smut på stranden

 Klar til Welness og spa på 5-stjernet hotel :)

Trine og hendes hårbånd

Hverdag, kage og afsked

10-9-8-7-6-5-4-3-2-1…… Kamilla Fuglsang Riga er klar J Denne uge uden udstationeringer og dermed en ren Riga opdatering. Derfor får I også allerede opdateringen i dag lørdag, da jeg vurdere, at jeg alligevel bare skal lave projekt søndag og dermed ikke oplever noget spændende at rapportere om - faktisk har det bare været ren hverdags uge. Ingen udstationeringer betyder også, at jeg nu endelig har kunne undvære mit pas for et stykke tid, således processen om at søge opholdstilladelse nu er sat igang. Jeg regner med den går igennem, således min næste rapportering ikke er fra Danmark.

Mandag og tirsdag bød på ren hverdag uden vilde udskejelser. Mandag aften begav jeg mig på en body bike time til trods for, at jeg forinden havde svoret mig selv, at alt andet træning er bedre end body bike timer i Letland. Da jeg de øvrige gange ved lettisk body bike, har taget mig selv at blive alt for irriteret over instruktørernes mærkelige akrobatikøvelser på cyklen, havde jeg tænkt, at det var bedst at praktisere andre former for træning. Men på den anden side jeg har jo pakket mine spinningssko med fra Danmark, og kan på ingen måde indrømme, at jeg har pakket en eneste unødvendig genstand ned i mine kufferter, som der voldte nok besvær inden afrejse, derfor må skoene jo bruges J  Den tidligere beskrevne miss. Yoga var endnu engang instruktør under denne mandagstime – men hun havde skiftet tema denne gang. I hvert fald havde hun for en gang skyld en flaske vand med ind i salen frem for en kop grøn the – og hun virkede også meget mindre yoga-agtig. Der var således håb for timen inden start – det første kvarter var okay – men ak så kom det lettiske input. Miss yoga træder af cyklen, tænder to disko belysninger, der hænger i salen. Belysninger der vel og mærket er så uprofessionelle disko agtige, at de få lys glimt nærmere vil dræbe en fest frem for at sætte stemning, da man blev så forskrækket hver gang maskinerne pludselig udsendte et lysglimt. Men anyway festen startede og så hang vi ellers på den ene side af cyklen og så på den anden.

Det skøre er, at jeg tirsdag aften tilsyneladende ikke har fået nok diskofest, i hvert fald begav jeg mig på ny body bike time. Ej der er en god forklaring, da jeg på arbejde tjekkede holdplanen i fitnesscenteret, var der pludselig kommet ny efterårsplan. Den gamle holdplan indeholdt kun body bike beginner timer, men på den nye er der nu også body bike 1. Jeg blev derfor nødt til at afprøve om en sådan time kunne være mere dansk præget. Faktisk var det en meget bedre oplevelse end de tidligere. Timen mindede mig lidt om dengang, da jeg stadig boede hjemme og praktiserede spinning sammen med mutsi i Drøj’luue… Middel aldrende damer der alle kender hinanden, klar til at give den gas, men ikke så meget gas, at der ikke er plads til snakke pauser J  – og dermed stadigvæk på ingen måde at sammenligne med Fitness World – men bedre end yoga/disko timer J

Tirsdag efter spinning brugte jeg hele min aften på Google translate. Inese havde sidste dag inden barsel onsdag, så tirsdag aften måtte jeg forberede en lille overraskelse til hende, det er jo trods alt hende, som jeg arbejdsmæssigt er tættest på, da hun er ambassadens eneste handelsmedarbejder og min partner på kontoret J  Da vi i sidste uge var til Riga-food messen, fik jeg er en gratis kagepakke med hjem fra Dr. Oethker standen, hvilket specielt Inese var begejstret for. Jeg tilbød hende pakken, da opskriften på pakken alligevel kun var på lettisk, estisk eller litauisk, men det ville hun ikke tage imod. Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget jo komme til Muhammed og jeg besluttede derfor, at jeg ville bage hende denne afskedskage. 

Inese havde sagt tirsdag, at hun ville give kage onsdag for at fejre min dygtighed.  Det lyder lidt pral ik, men vil I høre det? Sagen er, at jeg har fået 3 danske virksomheder til at komme til Riga og tage del i en stor Energi- og miljømesse. På ambassaden laver vi en fællesstand for disse virksomheder og tager os af en række serviceopgaver i den forbindelse (design af stand, inviterer lettiske potentielle kunder til at besøge standen, ordner det praktiske osv.) In business Life nothing is for free og derfor får Ambassaden selvfølgelig også gevinst ved dette, så på baggrund af heraf, har jeg simpelthen fået så dejligt meget ros. Nå men tilbage til afskedskagen– min mission omkring denne startede tirsdag aften. Jeg måtte sidde med kagepakken og Google translate i håb om, at opskriften kunne give bare lidt mening.  Den gav lidt mening men langt fra meget – eksempelvis skulle jeg bruge 4 æg, men ifølge oversættelsen skulle jeg kun putte 1 i kagen. Det skal siges, at det ikke var en hvilken som helst kage… Det var en kage, som der skulle laves en to- delt dej til, ligesom man skulle lave creme – dermed en kage, som jeg heller aldrig havde kastet mig ud i heller ikke om så opskriften var på dansk J

Jeg smuttede efter oversættelsen på handlen i Rimi (Supermarkedet tæt på lejligheden). De er ret smart, Letland kender ikke til lukkelov, så man kan jo stort set handle døgnet rund. Derfor er det slet ikke noget problem at nå de daglige indkøb til trods for, at vi først har fri kl. 17 fra arbejde. Jeg havde forstået på opskriften, at jeg skulle købe mælk, æg, flormelis og smør. Flormelis fandt jeg aldrig til trods for, at det endda er Dan-sukker, som er bagmanden bag sådanne søde sager i Letland. For en sikkerhedsskyld købte jeg 3 poser af Ineses yndlings chokolader – hvis kagen skulle fejle, havde jeg således altid disse til hende.

Historien omkring disse chokolader er lidt skør. Lige siden min start på kontoret, har Inese spist ret mange af disse chokolader. Ifølge hende selv skyldes det de mærkelige lyster, som gravide kvinder kan få. Hun har dog til tider dog haft lidt dårlig samvittighed over dette chokolade spiseri, og mener derfor, at det er bedst, at hun deler sine chokolader med mig. Den første gang jeg blev præsenteret for en af disse chokolader, tog jeg selvfølgelig imod – men ærlig talt, hvis man kan snakke om vammel chokolade, er disse vist et godt bud.  Af ren høflighed sagde jeg selvfølgelig: ”MMmmm” efter at have puttet skidtet i munden– og jeg lærte straks hele historien om det lettiske chokolade firma Laima, som der producerer disse vamle sataner J Siden dette første bekendtskab er der flere gange blevet lagt vamle chokolader på mit skrivebord… og når man først har sagt ”MMmm”, kan man jo ikke pludselig sige ”No Thanks” og levere dem tilbage. Mit trick har derfor været, at de er røget ned i min ene skrivebordskuffe hver gang, at hun har været på toilet eller andet. Engang imellem er  skuffens lager så røget ned i tasken og bragt hjem til Niels – og okay jeg indrømmer også, at jeg en gang eller to har været så sliksulten, at de trods deres vammelhed er røget i mavsen J

Men i hvert fald med disse chokolader kunne afskedsgaven ikke gå hel gal. Onsdag morgen inden arbejde tog jeg bage-kage-prøven. Resultatet var en kage der langt fra lignede billedet på pakken, ligesom dejen var så klistret at jeg måtte tilføje mængder af mel, som der slet ikke var en del af opskriften. Det er altså heller ikke hel nem, vores ovn i lejligheden er en gasovn uden termometer, så guderne må vide, hvornår den ovn er 180 grader, mere eller mindre J  Men men men kagen bestod, Inese blev glad og der var ikke en eneste krumme tilbage i kagefadet, da vi tog hjem fra arbejde til eftermiddag – heller ingen chokolader J Efter Ineses afsked er jeg nu ambassadens eneste handelsmedarbejder indtil 1. oktober – så torsdag tillod jeg mig at skrue op for  radioen på handelskontoret og lave lidt af mit semester-projekt. Der må jo være nogle fordele ved, at man pludselig sidder alene J

Onsdag var Niels, Thea og jeg ude at spise med praktikanten Jannika fra den finske ambassade. Hun er netop lige ankommet og ville derfor gerne have lidt netværk her i Riga J

Torsdag var lig dansk valgaften hjemme hos ambassadens politiske rådgiver Michael.  Per havde leveret øllene til vores aften, til trods for at han ikke selv deltog. Min opgave var snacksene. Her fandt jeg ud af, at der blandt alle chipsene i Rimi også fandtes danske flæskesvær – og så var valgflæsken jo hjemme J Det blev en sen valgaften, da vi jo i Letland også er en time foran dansk tid, trætheden var derfor at mærke fredag.

Foruden lidt træning har weekenden været dedikeret til mit projekt. Det er vist på tide, at jeg får påbegyndt dette for alvor. Min kalender byder på rigtig mange besøg de næste mange weekender og dermed ingen tid til projekt.  På fredag får jeg mit første besøg, da min fantastisk storesøster lander i Riga… og jeg glæder mig som en tørstig ørkenvandre, der netop har set et fatamorgana af en sø 10 m væk J

Kamilla Fuglsang – Riga.

Et stk kage og en dulens masse chokolader 

Bye bye kort

Valgflæsken er i hus (Så ja far- din yndlings snack kan godt blive en del af din ferie i Riga)

Valgaften hos Michael

Fuld aktivitet, snue og Skt. Peterborg

Håber ikke I sad oppe hele natten i går og ventede på Kamilla Fuglsangs optræden – bilder mig selvfølgelig ind, at I gjorde J  Sagen er, at jeg endnu engang har været udstationeret for at rapportere – ikke i Tallinn som sidst men nu i Skt. Petersborg. Da vi først kom hjem meget sent søndag, har jeg måtte ændre sendetiden til i dag mandag J

Inden Skt. Petersborg tager vi lige ugen, der gik. Det har nemlig været en uge med ret meget aktivitet. Tirsdag skulle landskampen stå mellem Danmark og Norge - og den kamp bestod jo med stil. Danskergruppen fra facebook + en hel masse andre danske var klar, ligesom Thea og en masse nordmænd også var. Pubben Donogas var klar med fjernsyn og øl og dermed var stemningen i top. Jeg havde desuden været på udkig i praktikantlejligheden, hvor der mellem alt ”lortet” i skabene dukkede en Danmarkshat og en mariehøne hjelm op – og dermed kunne Niels og jeg gå all-in og reklamerer med vores danskhed. Ikke en hatteudklædning Niels var med på hjemmefra, men jeg sneg dem ned i tasken, og da jeg først tog danskerhatten på kom Mariehjelmen sjovt nok også i brug J Når kampen ender 2-0 til Danmark, er det jo slet ikke en dum idé at skilte med sin nationalitet – selvom ikke alle forstod budskabet – i hvert fald mødte jeg en gruppe fulde folk på vej hjem, der gav kommentaren ”Oh already christmastime” – der er så meget udlændinge og specielt de fulde slags ikke forstår J

Onsdag, dagen efter fodbold, bød på min første arbejdsdag udenfor Ambassadens murer. Der var nemlig Riga Food, som er en stor fødevaremesse. Ambassadørbilen med de viftende dannebrog på siden tog derfor turen til messe, hvor Per, Inese, Ineses nye afløser og jeg skulle gøre vores visit. Ineses går på barsel d. 19. september og den nye handelsrådgiver Kaari starter d. 1.- oktober. I denne uge har hun derfor haft et par dage i oplæring hos Inese. Hun virker jo heldigvis ligeså sød som Inese, så hun skal nok blive fin at dele kontor med J Vi fik besøgt messen – ikke den dummeste messe at skulle besøge – der var smagsprøve på smagsprøve…. Det sjove var, at der virkelig var mange stande, hvor de kun snakkede russisk – hvilket betyder, at man ikke på samme måde føler sig forpligtigede til at snakke med dem, som man gør, når man I sin lækkersult rækker ud efter et stykke Kohberg bolle i Bilka, hvorefter man bliver nødt til at høre om denne Kohbergbolle for til sidst at måtte smide 2 poser for 25 kr. ned i vognen. I stedet var det bare tage smagsprøven, sige ”What is it?”, for herefter at få et opgivende udtryk for demonstratricen- og så guffe videre J Til trods for messens størrelse var der kun en dansk virksomhed repræsenteret – nemlig Dan Sukker, som de sælger i alle supermarkeder hernede – men det er vel heller ikke den dummeste virksomhed, når det nu skal være: En Glyngøre sild eller en dansksukkerkage smagsprøve – den er ikke svær  J

Onsdag aften var Thea, Niels og jeg til Expat-dinner på en indisk restaurant. Jeg havde af uforklarlige årsager fået en invitation fra en Matt- som stadig er os lidt af en gåde, hvorfor jeg netop havde fået. Men indisk mad siger man jo ikke nej til, så jeg havde takket ja med den bemærkning, at Niels og Thea også skulle inviteres. Maden var god, pladsen var træng og vi fik hilst på hr. Matt og en hel masse andre aldrende forretningsfolk. Ærlig talt vi var lidt malplaceret – og da jeg samme dag var vågnet op med en snue, var min undskyldning for at forlade selskabet tidligt heldigvis ret god. I dag tikkede der så endnu en invitation ind fra Matt, denne gang var det til en spa-aften – men vi er vist ret enige om, at malplaceringen sidst vil være endnu mere malplacering i en spa.... 3 praktikanter og en stak afdankede forretningsfolk – ellers tak J

Til trods for jeg forlod det indiske selskab tidlig, hjalp det ikke mod nogen snue.  Torsdag var bare endnu værre og jeg måtte smutte 3 timer før fra arbejde, da Inese og jeg var enige om, at jeg skulle være frisk til Skt. Petersborg. Til trods for næsespray, halsbolsjer, hovedpinespiller, en tur i svømmehal og sauna slap jeg ikke for denne snue, som jeg derfor måtte medbringe under min weekendrejse.

Fredag klokken alt for tidlig morgen var der afgang med flyveren mod Skt. Petersborg. Fra lufthavnen blev vi bragt til vores hotel med en taxachauffør, der snød os alt for meget. 1000 DKK for en taxatur – efter brokken endte vi på 600 DKK. Til sammenligning gav vi højst 20 DKK søndag, da vi skulle fra hotellet mod lufthavnen, da vi her benyttede os af offentlig transport. En idé Niels allerede havde, da vi landede i Skt. Peterborg, men vi piger afviste med den forklaring, at det var for besværligt… Vi blev klogere søndag - desværre til Niels’ fryd.

Vores hotel var virkelig luksus – 5 stjerner og de var fortjent. Til trods for denne luksus og en fantastisk seng, kan man jo ikke være på ferie og så ligge syg…. Så snuen måtte trodses og en temmelig hængt Kamilla Fuglsang måtte mane sig op til storbys ferie. Niels og Thea har en temmelig stor interesse for politik og historie –  et område, hvor mine interesser ikke hel kan være med. Jeg fulgte dog mine guider det meste af tiden – vi så kirker og kirker, Vinterpaladset, Petershof og andre ting, som jeg ikke husker navne på, hvis jeg nogensinde har kunnet disse navne J Men flotte bygninger og slotte – det må man give… Jeg fik fortalt en masse historie fra mine to guider om alle seværdighederne, så slet ikke så tosset en alliance. Lørdag måtte jeg dog melde mig ud af guidernes samvær…. Jeg havde læst om et kæmpe indkøbscenter – og bedst af alt, jeg havde læst om en TopShop i dette center. Hvis ikke der skal være indlagt shopping på en storbys ferie, hvornår skal der så? Og hvis man ikke skal besøge en Topshop, når man endelig har chancen, hvornår skal man så? Jeg lod derfor Thea og Niels få kunstmuseet for sig selv, mens jeg trods min hængte tilstand begyndte mission ”Find Topshop”.

En mission der virkelig ikke var nem…. Jeg gik og gik og gik (oven i købet med 2 vabler på hver lilletå og et par sko, som jeg lover mig selv ALDRIG mere skal med på storbys ferie). Til sidst tænkte jeg: "indse det Kamilla, der bliver ingen Topshop" – men så sker det, at jeg drejer mit hoved 90 grader mod Øst, og der ligger det – et stort kæmpe paradis af et indkøbscenter.  Her tænker jeg: "dette er skæbne, så tæt på at vende om og så ser du det."  Dette kan selvfølgelig også kun betyde, at det er fuldstændig lovligt at gå ind og shoppe amok…."hmm men Kamilla, du har jo kun flybillet til et stk. håndbagage, som allerede er hel fuldt op."  Tanken strejfer mig men så: "Vissevasse – man kan vel bare rejse hjem i flere lag tøj, så er den begrænsede bagagemængde ingen problem"- og så var det ellers bare give sig i kast med herlighederne. Jeg startede selvfølgelig med Topshop- og hold nu op der var lækre sager. Der var en kjole, der var så lækker, at jeg trods min snue stod i omklædningsrummet med fuld selvtillid – kunne man lige have en god mås i den kjole J Resultatet var derfor en happy Kamilla på vej mod kassen i TopShop med en bunke af tøj – her sker da så bare det, at glæden bliver afbrudt. "Visakort ikke accepteret – 1. gang, 2. gang og 3. gang"- Hvad?? Rolig nu… Ingen panik, ifølge ekspedienten er der en hæveautomat på stueetagen. Kamilla Fuglsang i fuld fart ned af rulletrapperne og hen til nærmeste hæveautomat – der desværre viser sig at være en hæveautomat, som heller ikke kan lide mit Visakort. Her må jeg så bare indse realiteten: Jeg må forlade dette fantastiske sted uden en eneste pose. For ligesom at understrege den nedtrykte stemning styrtede regnen selvfølgelig ned, da jeg trådte ud af den store glasdør fra indkøbscenteret – ægte Bridge Jones stil. Jeg kom derfor hen til Thea og Niels over en time for sent, våd, vableøm og værst af alt med et ikke brugbart Visakort. Alligevel er det lidt happy ending, for når jeg tænker tilbage, er jeg egentlig glad for, at jeg har sparet de penge – så lækker var den mås alligevel ikke J - og mit Visakort virker altså fint i Letland, jeg afprøvede det i Supermarkedet i dag… Konklusionen er derfor, at det bare er Rusland, som er mærkelig. Thea var nemlig udsat for det samme i en hæveautomat.

Dronningen og Prinsen var i Skt. Peterborg samtidig med os. Desværre kom vi for sent til at overvære hendes officielle gøremål fredag, og dermed så vi kun hele kortagen af politibiler, regentparrets bil osv., da vi var på vej ud for at se dette gøremål (Hun skulle ligge en blomsterkrans).   Til gengæld fik vi et virkelig godt tilbud søndag, da jeg fik en sms fra en af praktikanterne i Skt. Petersborg. Hun tilbød, at vi kunne komme med ombord på Dannebrogs føleskib Thetris, da praktikanterne i Skt. Petersborg skulle dette. Selvom man tilsyneladende er en populær rapportør, kan man jo desværre ikke det hele, og grundet vores flyrejse hjem søndag aften, måtte det desværre blive et afbud.

I stedet tog vi derfor i lufthavnen, hvor vi fløj hjem d. 11. september 2011 – 10 år efter en forfærdelig tragedie… Jeg var faktisk en lille smule skæmt over flyrejsen, da datoen gik op for mig – men heldigvis landede vi sikkert og godt i Riga lufthavn J

Kamilla Fuglsang – Riga.

Riga Food: En lettisk Dan-sukker dame  og en begejstret Kamilla (muligvis et sukker-kick)

Karija (min nye kollega), Miss. Dansukker og Kamilla

Velkommen til Rusland

 Guiderne planlægger dagens videre forløb

 Kamilla og Thea med blodkirken i baggrunden

 Vinterpaladset

 

 På luksushotel og klar til en tur ned i saunaen

På tur til PetersHof

Tallinn, shots og Ambassade travlhed

Jeg byder velkommen til ugens reportage – bragt direkte fra en bus mellem Tallinn og Riga. Det er slet ikke så tosset med en 4-timers bustur, når man rejser på Business Class og dermed har både bord, strømstik, internet og servitrice med om bord… specielt ikke når man ikke har givet en eneste flad øre for denne rejse- endnu engang tak til Per og hans sponsorbilletter J

Hvad sker der i Tallinn siden Kamilla Fuglsang nu må til at rejse efter hendes nyhedsopdateringer?  Jo ser I, der sker det, at Kamilla og Niels har gennemført første etape af ”Tour De Baltikum”. Det er en praktikant tradition, der går ud på, at man I sin praktikperiode besøger de øvrige danske praktikanter i De Baltiske Lande...  Kort tid efter praktikstarten fastsættes tre weekender for touren og hermed er vi nu i gang J I år har vi valgt at udvide ”Tour De Baltikum” med endnu et medlemsland i form af Finland J

Hvad har I så oplevet i Tallinn? Vi har oplevet shots, shots, shots og atter shots. Jeg må virkelig sige, at jeg har oplevet en bar ”shooters” med et helt genialt koncept, som vi burde få indført hjemme i gaden. Konceptet går ud på, at man åbner en bar, hvor man i stedet for et drinkskort laver et shotskort. Dette er ikke gajol, tequila og fisherman, som shotsene vi kender fra gaden. I stedet er dette shots, som der egentlig bare er mini drinks, og derfor smager godt. Det betyder også, at man i stedet for et par drinks kan nå at smage en hel masse forskellige, fordi portionerne er så små  J Shotskortet er opdelt i 4 kategorier alt efter mængden af alkohol, så der var lige fra beginners til de stærke…- dermed har man også lidt mulighed for at styre alkoholmængden, men også kun lidt – en kontrol vi praktikanter dog ikke havde, da vi lavede et koncept om, at vi alle skulle bestille 10 shots af en bestemt slags. Herefter skulle vi have alle disse 80 shots ned på bordet, hvorefter vi skulle igennem dem fra en ende, så vi kunne smage på, hvad hinanden havde bestilt… behøves jeg at sige, at det var nogle mere eller mindre afdankede praktikanter, som der vågnede op i dag.

Ud over shotsene oplevede jeg også en turistattraktion i Tallinn…- men det var også den eneste, som jeg havde mål om hjemmefra, da jeg vidste, at Niels og jeg ville have under et døgn til at opleve Tallinn. De andre praktikanter tog til Tallinn allerede fredag efter job, men da Niels og jeg skulle med ambassaden til verdenspremiere på operaen ”War sum up” fredag aften, kunne vi først sige hej til Tallinn lørdag kl. 16- og vi har allerede måttet forlade Tallinn i dag kl. 11.35. Det har også betydet, at de øvrige praktikanter havde haft tid til at lege turister i Tallinn inden vores ankomst. Efter Rigas ankomst til Tallinn tog vi alle på vinbar til trods for, at ingen af os havde forstand på det vinkort. Men med tjenerens hjælp fandt vi frem til en hvidvin og en tilhørende gang Ravioli- et lækkert og hyggeligt sted..-eneste problem var bare, at portioner var meget små, og ikke egnet til mennesker, der efterfølgende har planer og alkohol og bytur. Inden vi gik på shotsbar senere, måtte vi derfor lige aflægge endnu en restaurant visit, så vi kunne få os en omgang dessert… en omgang pandekage med is og bunden var lagt J

Shotsbaren var et hit, som I nok fornemmer og stort set resten af natten blev afholdt her- her var der ingen problemer at at læse kortet modsat vinkortet tidligere på aftenen. Mit turistmål var at se stedet, hvor det siges, at det danske flag i sin tid faldt ned fra himmelen… og til trods for, at hele den øvrige forsamling havde set dette sted før (De andre samme dag og Niels under et tidligere besøg for et halvt år siden i Tallinn), skulle der ikke meget overtalelse til efter en omgang shots… Så kl.3 om natten tog vi alle til danskerflaget og mindesmærket og hermed kunne Kamilla Fuglsang krybe til køjs som en beruset og glad Tallinn-turist J

Min øvrige uge har budt på, ja faktisk en masse arbejde. Inese og jeg har faktisk haft en smule småtravlt – utroligt som man pludselig kan gå fra en virkelig stille uge til en "busy busy" uge. Jeg har været i gang med min  promovering af vores energi- og miljømesse i oktober. Derudover har vi haft to virksomheder, der har betalt os for at lave rapporter. Inese og jeg har fordelt disse virksomheder mellem os, hvilket betyder, at jeg har skullet tage mig af en dansk virksomhed, som der sælger brugte maskiner til konstruktion og byggeri (gravkøer, dumpers og en masse andre maskiner, som jeg ikke aner, hvad man præcis bruger til). De ønsker at sælge disse brugte maskiner til virksomheder i Letland, som der sælger eller lejer disse maskiner ud til kunderne. Jeg har haft til opgave at finde mindst 15 af disse virksomheder i Letland, ringe til dem, hører lidt om virksomheden osv., så jeg er sikker på, at de matcher den danske. Det har været noget af en oplevelse med disse opkald. Nogle er virkelig søde og gode til engelsk, men jeg har også oplevet en, som var så svær at forstå, at jeg måtte kaste røret  over til Inese. Andre smider på, når de ikke forstår engelsk eller siger som det eneste ”call later”…. Når man så siger ”when?”, er svaret, ”Call later” ….dut dut dut- og så var det rør også lagt på. Men heldigvis har det været mindretallet, og de fleste er nemme at kommunikere med.

Som I måske kunne fornemme, havde jeg en søndag i sidste uge, som der virkelig stod i Nynne-tegn. Jeg troede kun dette skulle forblive søndag, men mandag var ingen undtagelse. Da jeg vil påbegynde min opgave og kontakte den første virksomhed, som der sælger brugt byggeudstyr i Letland, sker dette lidt blondine uheldige. Jeg tager telefonrøret og begynder at indtaste telefonnummeret, i samme sekund ringer der en telefon. Dette er telefonen på skrivebordet, der står overfor mig, hvor der på grund af nedskæringer ikke sidder medarbejdere mere. Inese bliver vældig overrasket, da det går op for os, hvor denne ringelyd kommer fra. ”It must definitely be wrong number – nobody call that phone” – sådan tolker Inese i hendes udbrud denne sag. Jeg tager selvfølgelig den ringende telefon… men ak ingen siger noget. Jeg lægger derfor røret på, og fortsætter mit eget opkald. Endnu engang bliver jeg afbrudt af telefonen overfor, der igen begynder at kime og Inese der siger ”Ohh??”. Kamilla Fuglsang tager den ringende telefon…. ”Hallo it is Kamilla from the Danish Embassy Riga, Hallo?...hallo?....HAAALLLOO?” Men ak ingen svar. Nå videre til arbejdet, så jeg fortsætter for 3.gang min opringning, men dælme om man ikke bliver afbrudt af samme ringende telefon igen…. I stedet for at opgive min egen opringning endnu engang, tager jeg simpelthen begge telefonrør op til hvert sit ører (Man er vel kvinde og kan multi-taske). Den ringende telefon er selvfølgelig endnu engang telefonfis og ingen siger noget… Eller det vil sige, telefonen siger noget, da jeg vil præsenterer mig selv i det rør, hvor jeg tror, at jeg netop har kontaktet en lettisk brugt forhandler, for i den ringende telefon hører jeg nu mig selv. Og her bliver jeg så bevidst om min Nynne-brøler… jeg har glemt at trykke 0 for at ringe ud af huset. 38, der er det første cifre i telefonnummeret til den lettiske virksomhed, er også lokalnummeret til telefonen på det ubemandede skrivebord overfor… og dermed er jeg selv den skyldige telefonfis mager. Når man erfarer sådan noget, er det man ønsker, at man havde siddet på et kontor for sig selv…men i stedet var der ingen anden udvej end at involvere den forvirrede Inese i det komiske – og hermed er I nu også delagtiggjort .

I torsdag startede den nye politiske rådgiver, der er en nyuddannet dansker, som selv var politisk praktikant på ambassaden for 2 år siden. Skønt med et nyt ansigt og dermed har Niels og jeg også fået en frokostmakker. Samtidig har det også betydet, at vi i fredags aftalte, at vi ville afprøve koncept fredagsbar på Michaels kontor.. Det var faktisk et okay hit, i hvert fald mødte alle op – både danskere og lettere. Det skal dertil også siges, at vi mødtes en halv time før fyraften, for da klokken slog fyraften, var alle hurtige til at forlade stedet. Torsdag morgen var der også tid til fælles samling, da vores chauffør Janis, var blevet bedstefar for 4. gang, så han havde poppet hvidvinen op og smurt laksemadder, super hyggeligt selvom hvidvin er en noget uvant måde at starte morgenen på, lige når man møder ind – men skal der være fest, så lad det være fest J

I denne uge har der også været ansøgningsfrist for nye praktikanter, så der er blevet læst ansøgninger – og vores afløsere er hermed fundet…. Lidt skørt når man selv føler, at man kun lige er startet J

Kamilla Fuglsang- Riga

September måned er kommet - og derfor gør jeg mig nu for alvor klar til kulden (og mutsis advarsel om 10 grader allerede for september)... Derfor har jeg også investeret i disse lækre vinterstøvler, som jeg lige måtte vise jer :)

Praktikanter, dessert og tour de Baltikum 2011/12

Koncept shotsbar - det dur :)

Kl. 3 en lørdag nat og turistudflugt for Kamilla Fuglsangs skyld 

En glad natturist med måsen smækket på stenen, der er et mindesmærke for dengang, da Dannebrog røg ned fra himlen i Tallinn

Just for information

Hej igen

Det er godt nok ikke søndag - og nu popper jeg pludselig op med nyt indlæg.... men der er bare noget, som jeg synes, I skulle se.

Vi har på Ambassaden modtaget en mail fra en jounaliststuderende: Emil Fibiger Pedersen. Han har sendt os sin eksamensopgave, da han har skrevet en artikelserie med fokus på den økonomiske situation i Letland.

Serien er skrevet således, at den vil udkomme over flere omgange - med en uges mellemrum. Da Emil jo er lidt af en konkurrent iforhold til min rapporterstatus, har jeg selvfølgelig fået hans tilladelse til at indvie jer i hans arbejde.

Jeg synes virkelig hans artikler beskriver forholdene i Letland fantastisk, så synes bestemt de er værd at læse - sepcielt for mine kommende gæster, der gerne vil have et indblik i, hvilket land de skal besøge. Den første artikel "Ryperne, der ville flyve højt" handler om den blomstrene tid i Letland før finanskrisen, hvor landet virkelig oplevede vækst og fremgang:

http://www.notat.dk/ryperne-der-ville-flyve-hoejt/


Den sidste artikel "Sidste mand i lufthavnen slukker lyset" handler om den nedgang Letland siden hen har oplever:

http://www.notat.dk/sidste-mand-slukker-lyset-i-lufthavnen/

Nu jeg er inde og tjekke hans artikler endnu engang, kan jeg jo se, at han har lavet endnu en artikel om Letland, som han ikke har informeret Kamilla Fuglsang om - magen til frækhed:


http://www.notat.dk/den-lettiske-model/
Og så lige lidt bonus information, jeg har lige fået min løbetid fra igår: 10 km og en tid på 49:36 - se nedstående. Nr. 37 i min klasse på 228 deltagere...  Det betyder også, at jeg har givet mig selv lov til en slapper i awten - evt. med en omgang Nu-tv :)

Kamilla Fuglsang- Riga

Ny læring, Sigulda og Nike-Riga-run

”Søndagsnyhederne godaften – vi starter med at vende blikket mod Riga og vores udsendte medarbejder Kamilla Fuglsang…… Kamilla er du der? ”

Det tror jeg nok, jeg er J – klar til at berige jeres liv med input, der i bund og grund er ret ligegyldig information for jer, men jeg er nu glad for, at I gider skrue nettet ind på mig alligevel J 

En arbejdsuge gik – en uge hvor jeg har haft god tid til at tænke projekttanker, da jeg ud over at have været værtinde for en videokonference ikke har præsteret meget andet end lidt mail skriveri. Forresten styre jeg efterhånden det tekniske videokonferenceudstyr ret godt - vi havde kun lidt problemer med lyden denne gang… og jeg havde problemer med at finde en ”mute-knap” på fjernbetjeningen, som var ikke eksisterende. Inese kom mig heldigvis til undsætning ved at bruge turn- up knappen, og så var vi kørende. Først da vi finder løsningen på den manglende lyd efter 5 min med dyb forvirring, fornemmer vi, at de andre deltagere i konferencen har kunnet høre og se hele vores u-tekniske-kvinde diskussion om den manglende lyd, og endnu værre, de har også hørt Ineses’s ”Oh we just have to turn up”

Selvom arbejdsmængden ikke har været stor, har det bestemt ikke været kedeligt på job. Jeg har jo fået mig en mig kæmpe ”aha-oplevelse” i forhold til projektet – en ”aha-oplevelse” der har drejet mine første projektidéer en del men gudskelov ikke en ”aha-oplevelse”, der lader hele projektidéen falde til grund. Jeg siger gudskelov, fordi jeg netop har måtte investerer i 5 bøger og bedt Vibevej sende en bogpakke fra Danmark - det er ikke let uden bibliotek – men der findes en boghandler ret tæt på lejligheden, hvor de også har lidt engelske bøger, selvfølgelig ikke dem jeg skal bruge, men de gør et forsøg på at bestille dem hjem til mig… Ja og dermed runder vi nok også kuffert nummer 3, når jeg engang skal hjem J  

Min ”aha-oplevelser” går på, at jeg (og Niels) synes kulturen på ambassaden var meget underlig og ikke mindst forkert i starten.  Folk virkede ikke særlig imødekommende. Når Niels og jeg sad og spiste vores frokost på den sædvanlige restaurant, var der ikke nogle af de lettiske kollegaer, som ville sidde ved vores bord på trods af ledige pladser osv. Samarbejde oplevede vi ikke i særlig høj grad – i stedet passede alle sit uden indblanding. Jeg husker en dag, hvor Niels havde fri, og jeg tænkte, at jeg ville spørge Ineses, om vi skulle spise ”lunch together?” – hvortil jeg fik svaret: ”I’m not going out for lunch today”. Her er det, man som dansker begynder at tænke  ”lugter jeg?”… Eller måske tænker man mere, i hvert fald som nordjyde: ”Det var li’ godt growe-  kan hun ikke li mig?”

Sagen er, at jeg synes, det var en meget uvant virksomhedskultur og ledelsesstil, som jeg slet ikke forstod. Jeg gjorde derfor mange tanker om, hvordan dette kunne ændres, så vi kunne få mere samarbejde, sammenhold og alt det, som jeg forbinder med en god virksomhedskultur. Mine idéer var mange: ”fælles frokost bragt til ambassaden, fællesmøder, fælles breefings,  vidensdeling osv.”  

Men men men nu til ”aha”- I denne uge begynder jeg at researche og finder artikler om virksomhedskulturer i Øst Europa, Letland med mere.  Her gør jeg mig så den erfaring, at de i Letland synes, at mine tanker om god virksomhedskultur er ligeså mærkelig, som jeg synes deres er – og hvis jeg indførte fælles frokost-tanken ville jeg næppe blive populær (i hvert fald ikke, hvis man spørger den ældre generation i Letland. Ungdommen er anderledes, da de er vokset op under hel andre forhold). I Letland er man ifølge den gamle generation meget individuel på jobbet og bryder sig ikke om at involvere sine kollegaer alt for meget i privatliv og small-talk. Folkene er opgaveorienteret og derfor er arbejde og privatliv stærkt adskilt. En lette ville ikke gå ud og tage en drinks med en kollega en fredag aften, da det kan ødelægge det professionelle arbejdsforhold. De befinder sig bedst i et top-down system med korte og præcise ordre fra lederen osv. 

Kort og godt alt det, der strider imod det, som vi lærer på uni. Når man tænker på, at det kun er 20 år siden, at landet blev uafhængige fra det Sovjetiske styre, er det måske slet ikke så mærkeligt- så langt har jeg bare ikke haft tænkt før denne uge. Mit projekt har nu drejet sig, så det i stedet for at fokusere på forandringer af den nuværende kultur på ambassaden, har fokus på, hvordan man forener to virksomhedskulture, der er så forskellige – hvis man overhoved kan det?

Anyway status er: 1. Ny spændende projektvinkel 2. Juhu jeg lugter ikke og Inese kan godt lide mig. 3. Øv der røg den firma julefrokost J

Nu har jeg lært den lettiske kultur at kende og så må det være tid til at komme videre på rejsen… Nej vel ingen Riga uden en rapporter. Det jeg gerne vil sige er bare, at dette også har været ugen, hvor Niels, Thea og jeg har bestilt flybilletter og hotel og dermed en rejse til Skt. Petersborg. Vi mangler dog stadig visum, før vi kan kalde os rejseklar. Et visum vi har haft lidt bøvl med, men forhåbentlig falder det hele i hak. For at komme til Rusland skal man have en invitation og derefter et visum. I stedet for at købe os til dette, har vi selvfølgelig udnyttet vores ambassade position, og fået Det Danske Generalkonsul i Skt. Petersborg til at inviterer os – 500 kr. sparet der. Problemet har så bare været, at det ikke er nogen hurtig sag at få dette visum og invitation i hus, da det også skal igennem det russiske udenrigs ministerie. Da Niels og jeg snart skal til Tallinn er vi ret afhængige af vores pas og derfor må de russer meget gerne skynde sig. Fredag kom der heldigvis gode nyheder fra Skt. Petersborg – invitation skulle være her mandag, hvorefter vi skal ned og ordne det endelige visum på den russiske ambassade her i Riga. For at sikre os, at denne proces går hurtigt, har vi heldigvis allieret os med en underskift og et brev fra Per om, at dette er  ”emergency”… eller i hvert fald noget i den dur J

Det har vist sig, at dronningen og prins Henrik er på visit i Skt. Petersborg nødagtigt samtidigt med os. I den forbindelse gjorde vi endnu et forsøg på at drage fordel af vores Ambassade-positionen. Niels fik skaffet sig regentparrets program gennem Per – og fik samtidig skrevet til Generalkonsulatet, om vi også kunne få en invitation til den kongelige Galla-middagen fredag aften. Desværre rakte vores fordele ikke så langt – de er vel bange for at lukke pressen ind i form af min rolle J Er vi heldige kan vi dog forsøge at få et glimt af dronningen til et af de officielle gøremål i Skt. Petersborg – man kan jo ligeså godt tage alle oplevelserne med.

Onsdags var aftenen, hvor Niels og Kamilla var ude at fejre, at vi har 1-månedsdag med Riga. Eller det blev vores anledning – egentlig gik vi bare på restaurant, fordi vi var så trætte og alt for dovne til selv at lave aftensmad – jaa og så havde jeg lyst til at aflægge vores yndlingsspisested Raja (en fantastisk indisk restaurant, der næsten er vores nabo) et visit. Niels viste sig at være meget nem at overtale, og mens vi sad så der, erfarede vi, at det præcis var 1 måned siden vi ankom – og så var dette festmåltid jo pludselig hel lovligt.

Lørdag var vejret alt for lækkert – 30 grader. Niels og jeg smurte sandwich og tog en togtur til Sigulda, hvor Letlands Nationalpark er. Vi fik vandret i skov, set gamle slotte, ruiner, grotter og fik en svævetur over skoven med svævebane. En herly tidsfordrivelse i sommervarmen.

I dag har været dagen, hvor jeg har løbet endnu et løb. Jeg havde tilmeldt mig en 10 km til Nike Riga Run, der er et stort løb i den store bypark Meza. Nu vi snakker om motionen, kan jeg for resten også berette om, at dette har været ugen, hvor jeg har kastet mig ud i at prøve nye fitnesshold i træningscenteret – hold der heldigvis har haft lidt mere dansk karakter end bodybike. Jeg har afprøvet et mave-ben holdet kaldet ABL og en omgang styrke/motionstræning  i form af holdet Fatburner.

Til ABL fik jeg da virkelig taget plads i front- lidt uheldigt, når man foruden at være uerfaren heller ikke forstår lettisk. Da jeg kom ind i holdsalen i sidste øjeblik, havde alle de lettiske damer smidt træningsmåtter over alt – men midt på gulvet var en solstråle af en plads, som jeg tænkte, måtte være min. Pladsen var jo perfekt – lige i midten af salen, sjovt ingen andre havde taget den. Men det viste sig, at det ikke var så mærkeligt. Da instruktøren kommer, ligger hun hendes måtte lige foran mig på midterpladsen – og dermed ligger jeg så timen igennem 3 cm fra instruktøren med directly øjenkontakt, hvilket også er okay, hvis man forstod, hvad hun sagde. I stedet var jeg en rimelig klumpet frontfigur, der altid var sekunder efter instruktøren, da jeg først skulle lure hendes øvelser- og når jeg så endelig havde fat i dem, skiftede hun (og den øvrige sal så position) ... ja og så kunne jeg starte forfra.  Men jeg opgiver ikke – det skal nok komme… og nu ved jeg så også, at en instruktør i Letland ikke tager plads ved musikanlægget, som de ville gøre i Danmark. I stedet er midterpladsen altså instruktørens – og ikke Kamilla Fuglsangs (det sætter de øvrige holddeltager nok pris på, at jeg husker) J

Fatburner var tilgængelig meget bedre, fordi instruktøren tog særhensyn til mig, da jeg denne gang omgående fortalte hende, at jeg ikke forstod lettisk – og derefter var der translation på resten af timen- ret cool service, selvom det også medfører, at man får rimelig meget opmærksomhed timen igennem til trods for, at jeg denne gang ikke havde taget nogen midterplads J

De 10 km i dag gik vist hel godt – den præcise tid ved jeg endnu ikke, men det skulle gerne blive oploadet her engang http://www.nikerigarun.lv/en/results, så jeg venter … og endnu engang ved jeg, at min tid bliver Ineses første spørgsmål på mandag- der er tilsyneladende nogle emner, som man snildt kan small-talke om, hvilket gang på gang sætter mig under pres J

Mit løb sluttede virkelig af i bedste Nynne stil. Da jeg har passeret målstregen og fået pulsen ned, er det tid til at tage et kig på de mange sportsboder med tøj osv. (Præcis som vi kender fra kvindeløbene i Danmark) Jeg erfarer, at virkelig mange mennesker går rundt i en ”Riga-Nike-run 2011” t-shirt, der faktisk er ret lækker. Hmm kunne det være en af grundene til, at man skulle betale 80 kr for at deltage – man får en ny løbe t-shirt? Jeg skyndte mig selvfølgelig hen og spørge en af arrangørerne – men ak, t-shirten kunne købes for 100 kr.  Da jeg så vil til og med sporvognen hjem fra Mezapark, erfarer jeg, at der ved udgangen er en kæmpe kø hen til et stort telt. Jeg ser folk afleverer deres startsnummer, hvorefter de får en orange plasticpose med et Nike logo. Arh tænker Kamilla Fuglsang – juhu man får en godtepose ligesom kvindeløbene derhjemme – og det var jo oven i købet en godtepose så stor, som de plasticposer man får, når man køber ny vinterjakke. Jeg stillede mig derfor glædeligt og spændt op i den store kø.  Hver gang der blev udleveret en pose, kiggede jeg nysgerrig i håb om, at folk straks ville begynde at hive godterne op af deres poser, så jeg kunne se dem. Folk led virkelig ikke af den samme ”lad os se, hvad der er i posen spænding”, som de danske kvinder gør, hvor de straks hiver den ene vareprøve op efter den anden. Men der er jo kulturforskelle – så ingen alarm, min egen nysgerrighed blev bare større og større. Endelig min tur og jeg skyndte mig at give den unge pige i boden mit startsnummer. Hun smuttede om til hylderne med alle poserne, der oven i købet var afmærket med løbsnumre. Kamilla Fuglsang tænker her ”Arh ligefrem afmærkning med startsnummer, bad de mig egentlig oplyse t-shirt størrelse ved tilmeldingen? For så ligger den lækre t-shirt jo heri”.  Jeg fornemmer pigen ikke kan finde nogle pose med mit nummer, og ser hvordan hun tilkalder hjælp, så der pludselig står 3 mennesker og roder efter nr. 2159 blandt alle poserne. Jeg når selvfølgelig at gå i panik og tænker, at det da bare er typisk. Der er gået kludder i deres udlevering og nu går det selvfølgelig ud over mig- en anden deltager har fået pose nummer 2159.

Hmm hmm her rammer en tanke mig så – ”fuck det her er en gaderobe”. Folk har indleveret deres tasker her, hvorefter deres personlige ejendele er blevet smidt i Nike poser, hvor man har skrevet deres nummer på. Den tanke blev hurtig til en realitet - SÅ pinligt!! Selvfølgelig kan jeg ikke kalde de tre frustrerede garderobefolk op, da de har travlt i deres søgen efter min pose.  Jeg får fat i en anden garderobedame, og spørger hende, om hun ikke kan hive fat i de tre folk derhenne. Endelig kigger den ene op fra alle poserne, jeg får øjenkontakt med hende og råber ind i teltet:” Sorry – my friend had already got my bag – I didn’t know”.. og så drejede Kamilla Fuglsang hurtigt om.

Jeg skyndte mig ned til sporvognen – og sluttede lige endnu engang af i bedste Nynne stil. Foran mig i sporvognen står en stor mand og køber sin billet. Hans størrelse gør, at jeg ikke kan komme ind i sporvognen, men står og venter i døren. Her ved jeg så ikke, hvad der går galt. Enten lukker de døre i sporvognen selv efter et vist antal minutter eller også kunne chaufføren ikke se mig for den billetkøbende fyr. Resultat: Jeg blev lukket i klemme midt i sporvognsdøren. Om det var mig eller chaufføren, der blev mest forskrækket ved jeg ikke – men det gjorde da egentlig pænt ondt. Husker hvordan søster og jeg engang oplevede, at en hund blev lukket i klemme i døren med bus nr. 74 (Dronninglund- Aalborg). Dengang synes vi, at det var sjovt, men efter selv at have fået sådan en klemmer, kan jeg da egentlig godt have lidt ondt af den gravhund. Heldigvis er jeg udstyret med solide knogler, og chaufføren fik hurtig åbnet døren, hvorefter jeg fik sendt ”Jeg-er–okay-smilet” rundt til alle passagerne samt chaufføren. Herefter satte jeg mig ned på første sæde, der fald i mit syn, og tænkte: ”Av for Sa…” Pt. Tror jeg bare, at jeg holder mig inde døre resten af aftenen J

Kamilla Fuglsang _Riga

På lørdagstur til Sigulda ( og ja jeg beklager solbrillerne - hvem der bare havde vist, at der findes sol i Riga og derfor pakkede solbriller hjemmefra. Jeg har måtte tage til takke med et par billige Riga-briller)

Svævebanen over de mange trætoppe i nationalparken

 Et stk. grotte med 200 års gammel "grafitti"

Udsigt fra Turaida slot

Kamilla Fuglsang klar til at begive sig til Mezapark og Nike-run... Og ja det var 10 km